Lars Clausen, indlæg #1

wikipedia

Meget har de andre skrevet om Wikipedia som kilde til historie. Hvad jeg dog endnu ikke i mine medstuderendes indlæg er stødt på, vil jeg punktvis forsøge at tage op; via en teknologisk skitsering kommer kildeanalysen til at måtte forholde sig til et yderligere aspekt, samtidig med at ideen om, at en hjemmeside er ”en bog på nettet med fede søgefunktioner og mulighed for bevægede billeder” ikke er adækvat.
Dette indlæg vil også være det længste og mest gennemarbejdede.

Internettets udvikling har ikke været en rolig, fremadskridende proces. I stedet har den været kendetegnet ved stridigheder, opgør, konkurrence og en ”because we can!” indstilling. En af grundlæggerne til nettet formulerede allerede i begyndelsen af 90’erne sin vision om, hvorledes deltagerne på nettet gensidigt udvekslede informationer og arbejdede på fælles områder. Da mængden af brugere fra midten af 90’erne steg exponentielt, blev standardsiden en statisk ”page”, der kopierede bogens, avisens eller reklamens form ind på nettet. Virksomheder kom til og begyndende onlineshops kom på banen. Det er først med opnåelse af en kritisk mængde ( critical mass, forstået som ved en atombombe, hvor en hvis mængde plutonium er påkrævet for at sætte kædereaktionen, der slutteligt fører til detonationen, i gang ) i kombination med teknologiens udvikling og kapitalens store interesse i ”New Economy”, at potentialet for samarbejdsplatforme opstår og udvikler sig.
I 1998 – 1999 begynder teknikguruer rundt om i verden for alvor at udvikle både blogs og wikis, lægge dem ud på nettet og invitere folk indenfor. Det usandsynlige skete: folk kom, blev og skrev!
En af de mest succesrige samarbejdsplatforme blev wikipedia, der med tiden har fået en masse folk med meget forskellig baggrund fik mulighed for at udfolde sig – debattere og formulere viden om viden og verden. Den traditionelle ”editor” eller lærer med den røde kuglepen, er forsvundet. Ideen er, at deltagerne selv korrigerer hinanden og ad den vej kommer tættest på ”sandheden” – eller i hvert fald en dækkende beskrivelse af fænomenet.
Men lad os lige dvæle kort ved læreren med den røde streg, hhv. redaktøren. I et før-internet-samfund måtte offentliggørelser næsten altid gå gennem en specialists hænder og gennem et forlag, der udgav bogen. Det er både dyrt, arbejdsintensivt og i en vis form en censurmulighed. Forlagene kunne jo altid vælge, ikke at udgive noget, de ikke ville lægge navn til, hvad enten holdningerne, informationerne eller fremstillingsformen afveg fra ”normer” eller ”etikker”. Store forlag udgav Encyklopædier ( Britannica, Brockhaus, etc. ), hvor man forsøgte at samle AL viden om emnet i en objektiv fremstilling, hvad enten det er muligt eller ej.
Set med Britannica som målestok, må wikipedia nødvendigvis levere samme ”kodificerede”, accepterede viden som Britannica, bare ad en anden vej – gennem frivillig viden-deling.
For at sige det kort: det gør den ikke! I stedet foregår der en intensiv debat mellem skribenter og læsere, mellem lægmand og ekspert, mellem dansker og neger eller liberalist og socialist.
Med en moderne historikers briller, må wikipedia og andre ”community driven” projekter være haltende, useriøse og i hvert fald ”farvede”. Vi kan stoppe her og analysere hjemmesider ud fra dette standpunkt: hvor godt imiterer de bøger – med en kildekritik, udviklet til og om papirbøger, pergament, lertavler og sten, men ikke bits og bytes. Det er det standpunkt, om end mere radikalt formuleret, de udleverede kopiark om kildekritik indtager. Men – intentionen med dette indlæg er endnu ikke opfyldt, så vi stopper ikke her ;)
I stedet ekspliciterer jeg en forskel, der hele tiden har ligget og luret på at komme frem: vi tager målestokken wikipedia og lader dens funktionsvis være dikterende for vores optik!
Jeg har været inde på, at wikipedia er skrevet af et stort antal mennesker med forskellig kulturel, social, uddannelses, politisk og økonomisk baggrund. Med dette i hukommelsen kan vi igen se på de sider, der er tilgængelige som det (altid foreløbige!) resultat af det løse samarbejde; og vi vil se, at noget usandsynligt sker: trods meget forskellig baggrund er der sætninger og formuleringer, der i mangfoldige ændringer af siden I K K E bliver ændret. Denne konsensus om udsagns rigtighed må for mig være en meget stærk indikator på, at formuleringen udtrykker noget fælles accepteret viden! Ad den vej kommer Britannica og andre encyklopædier til at fremstå som resultatet af en tid, hvor man ikke kunne samarbejde og derfor nødvendigvis måtte bruge redaktører som sorterende; hvorved den sorterende funktion kun kunne accepteres i et ytringsfrihedens land, hvis det var muligt at opretholde forestillingen om både SAND viden og OBJEKTIV stillingtagen fra redaktørens side på baggrund af EKSTERNE kriterier.
Vi må derfor konkludere, at teknologiens udvikling, parret med en usandsynligt sammentræf af katalyserende faktorer har skabt et nyt, anderledes fungerende og anden viden leverende ”maskineri”, der med tiden selv søger at overtage de traditionelle encyklopædiers rolle. Wikipedias målsætning lyder intet mindre end:

Vores mål med Wikipedia er at skabe en fri encyklopædi, faktisk den største encyklopædi nogensinde, i bredde såvel som i dybde. Vi ønsker også, at Wikipedia skal blive en pålidelig kilde.

kilde

Sådan!
En pålidelig community-driven kilde i konstant forandring???
Men at blive en kilde, hvilket implicit kræver at blive BRUGT som kilde, siger ikke, hvad denne kilde skal bruges til. I wikipedias politiske manifest er der anvendt et adjektiv til beskrivelse af subjektet, der indsnævrer kildefunktionen: den vil være en pålidelig kilde!
Papirbogens pålidelighed blev defineret af tre ting. For det første er det skribenten, c.f. Gud tager aldrig fejl! For det andet er det tekstens egen argumentation. For det tredje er det de referencer, bogen henviser til. Bogen kan heller ikke andet – teksten kan udelukkende henvise til andre tekster, dens forfatter har kendskab til og i skrivningens stund anså for relevant. Ser vi på hjemmesider, kunne man i begyndelsen også kun referere til andre sider, tekstens forfatter(e) havde kendskab til. Gode links og henvisninger, hvad enten det er til andre pages eller litteratur i anden medial form, giver kun en indikator om tekstens pålidelighed, c.f. problematikken om ”den ukendte forfatter”, der ikke kan drages til regnskab for det skrevne. Dette har nok været kildekritikkens største indikator for at gøre net-tekster til ”det sorte får” eller nedkvalificering til ”andenrangskilder” med mindre lødighed end bøger. I dette tilfælde er der dog bevægelse på vej med en teknologisk opfindelse fra blogger-verdenen. Vidunderordet hedder: BACKTRACK
Med backtrack-funktionen annoncerer tekster, der er skrevet EFTER kildens tilblivelse, at de refererer til den, uden at skribent(en/erne) behøver at kende til teksten. Det er simpelt hen en hyperlink, der går BEGGE veje. Kilden får dermed i sin eksistensperiode tilført meta-data, dvs. materiale om kilden ud over selve kilden, der automatisk tilføjes. Muligvis kan det lyde ret meget af teknik-fetichisme og er det muligvis også. Ledespørgsmålet for, hvorfor backtrack-funktionen nævnes her, at jeg ser den som særdeles relevant for kildekritik på nettet, specielt for dem, der søger ny viden og i deres usikkerhed nødvendigvis må søge garantier og sikkerheder for den præsenterede videns kvalitet. Bogens kvalitet og sandhedsværdi blev garanteret af skribenten, redaktøren og forlaget. Jeg argumenterer for, at sider på nettet skal vurderes på deres backtrack-”sky”, dvs. HVEM og HVORFRA, der linkes til den kilde, der er genstand for undersøgelsen.
Med andre ord, så bør vi se på, hvem der har læst kilden før os og fundet det passende at linke til den. Vi ser igen med andre ord på andre læseres læsning af kilden, vi ser på tekstens læsehistorik!!!
I kan høre og se mere til ”semantic web”, hvilket trackback-funktionen er en del af blandt flere, på denne link:
http://media.inf.ed.ac.uk/lectures/
The lecturer er ingen mindre end selve internettets opfinder, Sir Tim Berners-Lee.

Tilbage til Antisemitisme!
Ser vi på den danske side om antisemitisme, er der ikke mange backtracks ( værktøjer: hvad henviser hertil ). Ser vi i stedet på den engelske tekst om antisemitisme, er der så lang en liste, at det tager lang tid at kalde siden frem på skærmen.
Alene denne syndflod af links og backtrack-links af gensidige referencer giver kildekritikeren et bud om kildens seriøsitet. Det er simpelt hen umuligt for en enkelt person at lave så mange omfattende sider!
Elevens informationssøgning
Både de i teksten indlejrede links og siden om backtrack-links giver en søgende elev mulighed for at finde andre sider med relaterede emner. Man klikker sig så at sige ”baglængs og forlængs” gennem et konstant regenererende væv eller netværk af links. Problemet for eleven må i høj grad blive fravalget af links og referencer.
Teksternes sværhedsgrad
På wikipedia er teksternes sværhedsgrad så varierende, at eleven specielt med flersproget kompetence givetvis kan finde tekster, der rammer et niveau, der bare nogenlunde svarer til dennes kunnen. Hvis der er et par svære ord iblandt og eleven kan noget engelsk, kan vedkommende altid bruge Googles ”define:” funktion i en separat tab til hjælp – eller andre mere målgruppe-rettede opslagsværker ( hvilket som bibemærkning også er det, encyklopædierne endnu har som deres metier! ).
Konklusion:
Det kræver noget af eleven at bruge wikipedia. Der skal læses og navigeres i såvel data som metadata, der genereres over tid!
Bogen som centralt opslagsværk, hvad enten den er online eller på papir, har sin klare berettigelse som samlet, som ofte gennemarbejdet materiale, der hurtigt fører læseren til målet. Wikipedias fordel er den mangfoldighed og uoverskuelighed, der hele tiden får den kompetente navigatør til at støde på nye, anderledes og ukendte indlæg og tekster, hvis ukendthedsgrad sagtens kan gælde hele fortolkningsfællesskabet, jvf. Stanley Fish.